Fredag formiddag sad Brian Sandberg bag mikrofonen i et radiostudie hos Radio24syv i indre København, da han var gæst i programmet 'Forfra'. Han havde placeret sig længst væk fra vinduet. Noget han altid gør.

Og det er ikke den eneste vane, der gemmer sig bag rockervesten. I Brian Sandbergs 100 kvadratmeter store lejlighed i Helsingør er der styr på tingene ned til mindste detalje: Madvarerne står snorlige i køleskabet, og håndklæderne bliver kun brugt én gang, før de ryger til vask. Selv kaffekoppen og vandglasset klæber sig til bordet i radiostudiet som to siamesiske tvillinger.

I det to timer lange interview fortalte Brian Sandberg blandt andet om den OCD-lignende tilstand, han er i. En person med OCD har en række tvangstanker og foretager på den baggrund en masse tvangshandlinger. Ved ikke at adlyde tankerne kan det føre til stort ubehag, og det var noget, som Brian Sandberg mærkede på egen krop, da han sad i fængsel.

- Jeg prøvede at lade tingene stå forkert i min celle, efter en læge havde sagt, at det jo ikke betyder det store. Men så kunne jeg ikke falde i søvn. Desværre lider jeg af oprydningsvanvid, siger Brian Sandberg i radiointerviewet.

Asymmetrisk tatovering

Flere tatoveringer pryder den 47-åriges rockerkrop. På halsen slanger to tatoveringer sig ned på hver side, men også her kommer ordensmennesket frem i Brian Sandberg. Oprindeligt var det kun på den ene side af halsen, at tatoveringsnålen havde printet blæk ind i den hårdhudede rocker, men asymmetrien blev hurtigt for meget.

- Jeg kunne ikke holde ud at se på den første tatovering, fordi den kun dækkede den ene side af halsen. Derfor fik jeg også tatoveret den anden side, så jeg nu har to symmetriske tatoveringer, siger Brian Sandberg.

Rockeren har også et par klare retningslinjer, når det handler om frisuren. Håret er altid kort i siderne, mens det maksimalt må blive fem millimeter på toppen af hovedet.

Ny bog til november

Brian Sandberg er nok mest kendt for sin rolle som sikkerhedsvigt for millionsvindleren Stein Bagger, men i Danmarkshistoriens dyreste retssag var rockeren også en fremtrædende aktør. Tilbage i 2011 var Sandberg og 15 andre personer fra Hells Angels og støttegruppen AK81 tiltalt for en række forhold primært på baggrund af vidneudsagnet fra »kronvidnet« MFP, der som afhopper fra AK81 fik reduceret sin egen dom for at vidne mod de andre tiltalte.

Brian Sandberg sad under sagen varetægstfængslet, indtil han blev kendt ikke skyldig i to drabsforsøg, men dog kendt skyldig af vold af særlig rå karakter. I den tid skrev rockeren et manuskript til en bog, der kommer på gaden i november.

- Aftalen går kort ud på, at jeg ingen indflydelse har på, hvad journalisten har gjort ved det. Men jeg er meget spændt på at læse den »nye« bog, skriver Brian Sandberg på sin Facebookprofil.

FAKTA: Sandbergs rockerliv

- Tilbage i 1991 blev Brian Sandberg idømt syv års fængsel for narkohandel.

- I 2009 blev Sandberg forsøgt likvideret, da han sad i juicebaren Joe & The Juice.

- Senere på året i 2009 blev der affyret skud mod Sandberg under et besøg på en restaurant i Hellerup.

- I november 2012 blev Sandberg dømt skyldig for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, men frifundet for to drabsforsøg af Østre Landsret.