Brian Sandberg er blevet arbejdsmand. I går mistede eks-rockeren sin erstatning for uberettiget fængsling.

Det går op og ned for Brian Sandberg. Den tidligere rocker har fået et borgerligt job og fylder 50 år på søndag. I går besluttede Landsretten, at han ikke får erstatning for uberettiget fængsling.

I slutningen af 00erne var han en toneangivende figur i Hells Angels. Med sin hvide lædervest og designersolbriller førte Brian Sandberg sig frem som den uformelle leder af støttegruppen AK81, der stod bag en række voldelige overfald og drab under bandekrigen. ’Gucci-rockeren’ blev han kaldt, og han levede et liv med dyre biler, Hellerup-lejlighed og kendte danskere ved sin side. Men det liv er endegyldigt forbi.

»Jeg prøver at komme videre i mit liv og passe mig selv og min familie. Jeg er ude af det hele og prøver på at komme videre,« siger Brian Sandberg.



Hvad laver du?

»Jeg har fået et job. Det er helt almindeligt arbejde. Jeg vil ikke sige, hvem der har ansat mig, for jeg vil ikke ødelægge det. De har taget en stor chance ved at ansætte mig og vil ikke have, at det kommer frem i medierne.«

Inden for hvilken branche arbejder du?

»Jeg er arbejdsmand. Tro det eller lad være, men jeg laver hårdt fysisk arbejde.«

Brian Sandbergs liv som rocker fik en dramatisk afslutning, da han blev smidt ud af først Hells Angels og dernæst af rivalerne Bandidos. I dag har han definitivt opgivet livet som rocker, selvom han stadig har venner i miljøet.

 

 

Færdig som rocker


»Jeg er 100 procent færdig som rocker,« siger han.

Et yderligere punktum i rockertilværelsen blev sat i går, da Landsretten underkendte Byrettens kendelse om en erstatning til Brian Sandberg på 103.000 kr. for såkaldt uberettiget fængsling. Afgørelsen kommer som en spand koldt vand i ansigtet på eks-rockeren.

»Det giver ingen mening overhovedet. Det er en politisk sag. Brian Sandberg må bare ikke vinde over systemet,« siger en tydeligt oprevet Brian Sandberg.



Han sad varetægtsfængslet i lidt over to år og seks måneder i forbindelse med det der blev kaldt ’den store rockersag’, hvor han var tiltalt for to drabsforsøg og for at beordre et kølleoverfald. Han endte med kun at blive dømt for kølleoverfaldet og fik en strafudmåling på to år og fire måneder – altså to måneder mindre end han havde siddet varetægtsfængslet.

I 2015 blev han tilkendt en erstatning på 103.000 kr., men de penge kan han nu forløbig vinke farvel til. Sandbergs advokat Michael Juul Eriksen vil dog prøve at indbringe erstatningssagen ved Højesteret, men det kræver, at Procesbevillingsnævnet siger god for det.

Dom for kokain

Et enkelt spøgelse fra rockerfortiden huserer stadig i Sandbergs liv. Han mangler nemlig at afsone en dom på to måneder som han fik for besiddelse af kokain. Byretten har afvist at lade de to måneder gå lige op med de to måneder han afsonede for meget i den store rockersag.