En kvinde i Nykøbing Sjælland fik natten til onsdag en brat og skræmmende opvågnen i sit soveværelse.
Pludselig vågnede hun midt om natten ved, at der stod en fremmed mand ved hendes seng og befølte hende i ansigtet.
Det fremgår af den senest offentliggjorte døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Her fremgår det, at kvinden – der er i starten af 30erne – klokken 01.40 ringede til politiet for at anmelde episoden.
Kvinden kunne fortælle politiet, at den ukendte mand efterfølgende var løbet fra stedet, da hun var begyndt at skrige.
»Hun kunne i situationen kun se, at der var tale om en mandeskikkelse, så vi har ikke noget egentligt signalement,« fortæller politikommissær Otto Storm fra Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.
»Derfor er vi meget interesseret i at høre fra alle, der kunne have set noget mistænkeligt i centrum af Nykøbing Sjælland. Måske kan der også være noget spændende på eventuelle kameraer ved huse eller biler. Politiet kan som altid kontaktes på telefon 114,« tilføjer han.
Ifølge politikommissæren har der for et par måneder siden været en tilsvarende episode et andet sted i det indre af Nykøbing Sjælland.
»Tidligt om morgenen ved 06-tiden 24. december blev en anden kvinde også vækket i sit soveværelse på samme måde. Derfor efterforsker vi nu, om der kan være en sammenhæng mellem de to hændelser,« tilføjer Otto Storm.
I begge tilfælde har der ikke umiddelbart kunnet konstateres tegn på indbrud i de ejendomme, hvor episoderne fandt sted.

