Opdatering fra beredskabet: Branden på Stålvej i Kolding er nu slået helt ned og fuldstændig under kontrol. Beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen vurderer, at der de kommende timer vil være tale om efterslukningsarbejde på stedet.

En voldsom brand er brudt ud i en industribygning i Kolding. 

14 brandbiler fra både Kolding, Jels, Lunderskov og Fredericia er på stedet, hvor brandfolk lige nu kæmper med flammerne. 

»Vi er til stede ved en brand i en bygning på 1200 kvadratmeter fyldt med elektronik skrot, og det brander voldsomt,« fortæller operationsleder ved Trekantbrand, Bo Gøgsig, til B.T.

Alarmen lød klokken 18.54, men der er stadig ikke kontrol over ilden.

»Halvdelen af bygningen er overtændt, og flammerne er gået gennem taget,« siger operationschefen. 

Heldigvis er ingen personer kommet noget til. 

»Vi kommer til at være på stedet nogle timer endnu,« siger Bo Gøsig. 

Der er endnu ingen meldinger om årsagen til branden. 

»Vi koncentrerer os om at slukke branden, og så kigger politiet på brandstedet, når det er kølet af.«

Røgen stiger lige op, så den skulle heller ikke være fare for beboerne i området. 

Klokken 20.51 skriver beredskabet, at man fortsat arbejder med slukningsarbejdet på Stålvej. 

»Ilden er bremset af brandmur, og opgaven er at begrænse branden hertil. Det kræver store vandmængder, men der er oprettet ansugning fra åbent vandsted, så vi bruger ikke drikkevand. «

»Mandskab fra Middelfart og drone også indsat.«