Natten til fredag er der udbrudt brand i en bygning på Lejrvej i Kirke Værløse.
Brandvæsenet er massivt til stede – og vil være det flere timer endnu.
»Branden opstod i en fabriksbygning,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Thomas Overgaard.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.53.
»Vi rykkede ud for at spærre af. Brandvæsenet er massivt til stede,« fortæller vagtchefen.
Samtidig er der bestilt en såkaldt BMS-kran, som er på vej fra Avedøre med politieskorte fra Københavns Vestegns Politi.
»Den skal hjælpe med at holde taget på plads. Der er risiko for nedstyrtning,« siger Thomas Overgaard.
Her kan du se billeder fra brandvæsenets arbejde på stedet.
Branden er nu under kontrol, men arbejdet på stedet vil fortsætte frem til i formiddag, vurderer vagtchefen.
Først skal efterslukningsarbejdet færdiggøres, og derefter skal der foretages tekniske undersøgelser med henblik på at fastslå brandårsagen, som endnu er ukendt.
Den del af bygningen, der er blevet ramt af branden, er ilde tilredt.
»Jeg forestiller mig som minimum, at der skal noget genopbygning til,« fortæller Thomas Overgaard.
Der er ingen fare for borgere i området, og ingen risiko for brandspredning.