Brandfolk er onsdag aften blevet beskudt med fyrværkeri, mens de slukkede en brand i en container.
Onsdag aften rykkede Østjyllands Brandvæsen ud til en brand i boligområdet Rosenhøj syd for Aarhus.
Brandmændene måtte imidlertid forlade stedet igen, da de blev beskudt med fyrværkeri.
»Den ene brandmand råbte 'Vi rykker. Det her pis gider vi ikke',« fortæller en fotograf, der var på stedet.
Anders Jensen, der er vagthavende indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, fortæller, at der indgik alarm om en containerbrand klokken 18.09.
»Da vi kommer frem, går mandskabet i gang med at slukke branden, og mens de slukker branden, bliver de beskudt med, hvad de beskriver som kanonslag,« fortæller Anders Jensen.
Han bekræfter, at brandmændene forlod boligkvarteret, da de blev beskudt.
»De var stort set færdige, så de afbrød og kørte fra området,« fortæller han.
Rosenhøj er et belastet boligområde i Viby J. syd for Aarhus. Kvarteret har flere gange været på regeringens ghettoliste, og det er ikke første gang, at brandvæsnet bliver beskudt i netop det område.
»Vi har oplevet noget lignende sidste år ved samme tid,« siger Anders Jensen.
Hvis Østjyllands Brandvæsen skal rykke ud til Rosenhøj igen, bliver det formentlig med politieskorte.
»Vi har aftalt med politiet, at hvis der indgår flere alarmer, så tager vi vores forholdsregler sammen med politiet,« siger Anders Jensen.