Vildfarne raketter og hylende brandalarmer var ikke alene om at give landets brandfolk en travl start på det nye år, hvor der alene for de 29 kommunale primærberedskaber samlet blev foretaget over 400 brandudrykninger.
Af en oversigt fra Danske Beredskaber fremgår det, at der omkring nytåret også blev registreret tre udkald til formodede drukneulykker.
Det gjaldt blandt andet i Helsingør, hvor Helsingør Kommunes Beredskab var med til at lede efter den 16-årige dreng fra Sverige, der fortsat savnes.
Han frygtes druknet, efter at hans jakke onsdag formiddag klokken 11.07 blev fundet i vandet ved havnen.
Det skete ved Kulturværket i Helsingør, og efterfølgende søgte beredskabet efter ham med både dykkere, båd og drone. Dog foreløbig uden resultat.
Den 16-årige dreng havde været i byen i Helsingør med nogle kammerater natten til onsdag.
Torsdag formiddag oplyser vagtchefen hos Nordsjællands Politi til B.T., at man har iværksat en massiv efterforskning i sagen, men indtil videre har anstrengelserne ikke givet resultat.
Derimod fik en anden anmeldelse om en formodet drukneulykke nytårsnat en anderledes hurtig og lykkelig afslutning i Randers.
»Vi fik klokken 03.20 en anmeldelse om en savnet person, som man frygtede kunne være faldet i vandet ved Ruggade ved havnen i Randers. Meget kort efter fik vi dog at vide, at vi kunne stoppe, da politiet havde fået kontakt til den pågældende i god behold,« oplyser operationschef Anders Rathcke fra det lokale Beredskab og Sikkerhed, der blandt andet dækker Randers, til B.T.

