Politiet og brandvæsnet har haft travlt siden mandag eftermiddag og frem til tidlig morgen.

»Vi har haft 35 småbrande, hvoraf 24 af dem har været i Albertslund. Der er tale om brande i biler og containere,« fortæller den vagthavende operationschef, Michael Møller, til B.T.

De resterende 11 brande ’af samme karakter’, som Michael Møller siger, er foregået i resten af Københavnsområdet.

Brandene er opstået i tidsrummet mellem klokken 16 og 03 og falder derfor kort efter, at den racismedømte provokatør Rasmus Paludans demonstration i Albertslund blev aflyst af politiet.

Brand i et affaldsskur i Albertslund mandag aften. Vis mere

Det skete, fordi Københavns Vestegns Politi vurderede, at de ikke kunne sikre ro og orden.

Mandag eftermiddag opfordrede politiet beboere i Albertslund til at holde sig indendørs, da de mange småbrande begyndte at bryde ud.

Ved 18.30-tiden brugte politifolk tåregas mod en gruppe unge, som blandt andet lavede barrikader med affaldscontainere.

Blandt andet har gruppen desuden ødelagt et busstoppested og antændt fyrværkeri.

Containerbrande i Albertslund mandag eftermiddag. Vis mere

En udbrændt bil i København. Vis mere

Det fik politiet til at anvende tåregas mod de unge.

Rasmus Paludan har fået forbud mod at demonstrere i Københavns Vestegns Politikreds frem til tirsdag klokken 12.

Paludan vil demonstrere på Blågårds Plads på Nørrebro igen tirsdag klokken 13.30 og derefter i Værebroparken i Gladsaxe klokken 17.10.

Rasmus Paludan har alene i år kostet danskerne seks millioner kroner, da han har massiv politibeskyttelse til sine demonstrationer. Denne opgørelse er lavet inden søndag og tæller derfor ikke de seneste dages uroligheder med.

Politi og brandvæsen har været massivt til stede i Albertslund. Vis mere