Ved Det Gamle Sygehus i Herning er der onsdag aften blevet sat ild til et rygerum.

Det betyder, at 26 patienter er blevet forflyttet grundet røgudvikling. Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi over for B.T.

»Patienterne er blevet flyttet over på den anden side. Der er en del røgskade, derfor er det endnu ikke muligt at sige, hvornår patienterne kan komme tilbage,« lyder det fra vagtchef Jan Nørrum.

I forbindelse med branden er en person iført en hvid dragt blevet anholdt.

»Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag, sigtet efter paragraf 180 i straffeloven for forsætlig brandstiftelse,« siger politiets vagtchef, Ole Vanghøj, torsdag morgen.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Ole Vanghøj bekræfter samtidig over for B.T., at man har fået fjernet røgen og bragt alle de 26 patienter tilbage på plads.

Ingen er kommet til skade, og branden er slukket.

Alarmcentralen fik anmeldelsen klokken 20.10.