Opdatering klokken 08.11: Branden er slukket, oplyser Hovedstadens Beredskab på X.

Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab er tirsdag morgen rykket ud til en brand i København.

Det oplyser begge parter til B.T.

De er til stede ved Ewaldsgade på Nørrebro, hvor der har været meldinger om sort røg fra et tag.

Beredskabet og politiet oplyser, at arbejdet på stedet kan føre til afspærringer, som kan påvirke morgentrafikken.

Ifølge vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Michael Jonsen kan man se både flammer og sort røg fra den pågældende bygning.

Hovedstadens Beredskab tilføjer klokken 7.31 i et tweet, at der er ild i en tagterrase:

»Vores mål med indsatsen er, at branden ikke breder sig til taget.«

Politiet fik anmeldelsen klokken 7.21, oplyser vagtchef Esben Godiksen.