Keramik er ikke kun roligt og meditativt, men kan også være en farlig størrelse.

Det måtte en lærer og to elever mandag sande, da noget ikke var, som det skulle være i det formningslokale, de befandt sig i på Højvangskolen i Svenstrup.

Derfor blev brandfolk klokken 10:27 tilkaldt.

»En keramikovn var blevet varm, så der var gået ild i de ting, der stod inde i den,« forklarer indsatsleder Niels Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab.

Han fortæller, at hans kendskab til keramik er så begrænset, at han ikke ved, hvad der præcis stod inde i ovnen, men til gengæld vil han gerne sætte flere ord på selve branden.

»Flammerne havde ikke spredt sig til resten af lokalet, men var kun inde i selve ovnen. Til gengæld gav branden en del røg ud i resten af lokalet. Inde i ovnen stod der nogle mindre elementer, som blev totalt forkullede.«

Derfor blev to brandfolk sat ind for at få styr på keramikovnen og ventilere røgen væk. Heldigvis skulle de ikke redde nogen mennesker ud.

»Dem, der har været i lokalet er kommet ud på eget initiativ. De har konstateret, at der var en brand og er så gået ud. Ingen er sendt til tjek for røgforgiftning,« fortæller indsatslederen.

En keramikovn skal jeg jo selvsagt kunne holde til en del varme, så Niels Eltzholtz gætter på, at det er en fejl i ovnen, der var skyld i branden.

»Man kunne forestille sig, der var en termostat, der ikke virkede, som den skulle. Hvis den er i stykker, slår den måske ikke fra, når den skal, men bliver ved med at varme op.«

Efter cirka en times slukningsarbejde kørte Nordjyllands Beredskab igen fra stedet.

Højvangskolen i Svenstrup ønsker ikke at udtale sig om branden.