Var du på stedet? Har du billeder? Skriv til os på 1929@bt.dk eller på vores side på Facebook.

En kraftig brand på Dragør Strandhotel natten til fredag har givet omfattende skader på det gamle hotel.

Omkring klokken halv to natten til fredag opdagede beboere på stedet, at der var ild i hotellet og slog alarm.

»Vi kender endnu ikke årsagen til, at der opstod ild på stedet. Det skal vi først have undersøgt nærmere på af formiddagen,« fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Michael Andersen.

De personer, der var på hotellet, kom alle sikkert ud, og et par børn blev efterfølgende kørt til tjek på hospitalet for røgforgiftning.

Politiet formoder, at branden kan være opstået i hotellets restaurant, som er under renovering, men det er endnu uklart.

Branden er slukket igen og har - ifølge vagtchefen - efterladt 'nogen skader.' Når brandtomten er kølet af, vil brandteknikere undersøge stedet nærmere for at fastslå brandårsagen.

Kort efter klokken syv fredag morgen meddeler Hovedstadens Beredskab på Twitter, at skaderne er begrænset til hotellets restaurant.