Der er lørdag eftermiddag opstået en brand i en lagerhal på Nakskov Sukkerfabrik.

Det oplyser indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen Lars Krygermeier til TV2 Øst.

Branden er opstået i en bunke af såkaldt roepulp, som er et biprodukt fra sukkerproduktion. Bunken er selvantændt, siger Lars Krygermeier til Ritzau.

Det var medarbejdere på sukkerfabrikken, der klokken 12.24 alarmerede brandvæsnet.

Der er en del røg ved fabrikken, men brandvæsnet har branden under kontrol, lyder det.

- Den kommer ikke til at sprede sig mere, siger Lars Krygermeier.

Man regner med at være til stede et par timer endnu, siger indsatslederen.

Bunken af roepulp er cirka 300 kubikmeter stor, og to gummigeder arbejder nu med at få fragtet den ud af lagerhallen.

Ni brandfolk er til stede ved branden.

Der er ikke nogen, der er kommet til skade i forbindelse med branden.

Den er heller ikke til fare for personer i området.

Nakskov Sukkerfabrik har eksisteret i 144 år. I august meldte ejerne dog ud, at den lukker 1. januar 2027.

RITZAU