En mand i 30'erne er kørt til hospitalet efter en kraftig brand i Kalundborg tidligt søndag morgen.
Ilden opstod i en lejlighed på Nørre Allé i den nordvestsjællandske by omkring klokken fem.
»Der er en tilskadekommen, som er blevet kørt på hospitalet. Vi har ikke yderligere om hans tilstand på nuværende tidspunkt,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjællands Politi, Sonny Bonde, til B.T.
Ilden opstod i en lejlighed og spredte sig til taget og en anden lejlighed.
Derfor måtte hele opgangen - omkring 25 mennesker - evakueres.
På nuværende tidspunkt kender politiet ikke årsagen til branden.
Der opstod kraftig røg i forbindelse med branden, og derfor opfordres beboere i området til at holde sig væk.
»Borgere i området skal holde sig væk fra røgfanen og lukke døre, vinduer og ventilation,« skrev politiet på det sociale medie X tidligt søndag morgen.
Branden er ved at være slukket, men folk skal stadig følge politiets retningslinjer, understreger vagtchefen.
Nørre Allé i Kalundborg er i øjeblikket spærret for gennemkørsel på grund af slukningsarbejdet.
Politiet opfordrer trafikanter til at give plads til brand- og redningskøretøjer.