En brand er brudt ud i toppen af en vindmølle i Vildbjerg.

Det er ikke muligt at slukke branden.

Det oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.

Vindmøllen står i et industri område i byen i et grænseland mellem land og by.

Politiet er på stedet med brandvæsnet, men der er ingen fare for mennesker.

»Der falder lidt ned deroppe fra, men der er ingen fare inden for 150 meters afstand. Det er oppe i cirka 85 meters højde, og brandvæsnet melder, at det ikke er muligt at slukke branden i den højde,« siger vagtchefen.

Det vil sige, at man lader den brænde ud.

Politiet er opmærksomme på røgen, hvis det viser sig, at den er giftig. Det er dog kun seks til syv ejendomme, der i så fald skal holde sig indendøre og lukke vinduerne.

Vagtchefen oplyser yderligere, at man ikke ved, hvordan branden er startet, men der er måske tale om en eller anden form for overophedning.