Tirsdag aften udbrød en brand i et værksted med landbrugsmaskiner i Ølgod.

Branden betød, at sommerkursister på en nærliggende efterskole måtte evakueres.

»Der kom ikke nogen til skade, men eleverne fra en efterskole, der ligger ved siden af, blev evakueret. Men de er tilbage på skolen,« fortæller Sune Loklindt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Branden blev anmeldt tirsdag aften klokken 22.57.

»Der er tilsyneladende gået ild i en traktor. Slukningsarbejdet er afsluttet, og i dag skal vi så ud for at se nærmere på, hvad brandårsagen kan være,« siger Loklindt.

I forbindelse med branden var Herningvej afspærret, men den er farbar igen.

»Der er stadig afspærret ude på selve grunden, da der er nedstyrtningsfare,« fortæller vagtchefen.