Der er udbrudt brand i det store indkøbscenter Sophienhof i den tyske by Kiel.
Derfor er Kiels brandvæsen lige nu massivt til stede i byen, der kun ligger en times kørsel fra Danmarks grænse.
Det skriver Bild.
Indtil videre er der dystre meldinger fra stedet, hvor en talsmand for brandvæsnet slår alarm:
»Vi er stadig på stedet med en stor gruppe brandmænd og ambulancepersonale ved Sophienblatt, hvor vi bekæmper branden. Indtil videre savnes flere personer i den berørte bygning,« sagde han til mediet klokken 21.13.
24 minutter senere kunne han meddele, at branden var slukket og centret var evakueret.
»Vi er stadig på stedet med brandmænd, ambulancereddere og politi for at følge op på arbejdet.«
Han kunne dog ikke i første omgang give Bild nogen oplysninger om potentielle ofre eller om status for eftersøgningen af de savnede.
Omfanget af skaderne på indkøbscentret, der huser cirka 120 butikker og ligger i nærheden af hovedbanegården, er stadig uklart, ligesom årsagen til branden.
