På femtedagen kæmper man fortsat med branden i en træpillesilo på Studstrupværket, der de seneste dage har sendt en grim lugt ud i et enormt område.

Der er dog intet, der tyder på, at røgen er farlig.

Det skriver TV 2 Østjylland, som henviser til den seneste melding fra Østjyllands Politi om sagen.

Søndag aften oplyste politikredsen nemlig på Twitter, at man har holdt et nyt møde med brandvæsnet og Styrelsen for Patientsikkerhed om branden, der brød ud torsdag – og om den dertilhørende røg:

»Vurderingen er fortsat, at røgen på nuværende tidspunkt ikke udgør en sundhedsrisiko. Nyt møde igen i morgen (mandag, red.), hvor vi vil opdatere,« lyder meldingen.

I sidste uge forklarede Carsten Birkeland Kjær, der er presseansvarlig i Markets & Bioenergy ved Ørsted, at der torsdag var opstået røgudvikling i en træpillesilo på Studstrupværket, der ligger i Skødstrup ved Aarhus.

»Siloen afgiver i øjeblikket røg og dermed også en lugt af brændt træ, da nogle af træpillerne i siloen ulmer,« fortæller han.

Den pågældende silo har en kapacitet på hele 65.000 ton træpiller, og da branden brød ud, indeholdt den omkring 55.000 ton.

Ifølge Carsten Ruders, der er kraftværkschef på Studstrupværket, var det i forbindelse med, at man på Studstrupværket atter skulle i gang med at bruge træpiller som opstart på varmesæsonen, at varmeudviklingen var opstået.

Til TV 2 Østjylland fortæller Carsten Birkeland Kjær, at branden ikke betyder, at folk skal være nervøse for ikke at kunne få varme nok:

»Selvom det er enormt store mængder, så svarer det til 10-12 dages forbrug, hvilket er inden for en buffer, vi har, som er der for at imødekomme uforudsete ting. Det vil ikke påvirke forbrugerne. Det vil være en forsikringssag, så det ryger ikke videre på varmeregningen,« siger han.