Lyt til artiklen

Ambulante patienter på blandt andet kræftafdeling bliver ramt af aflysninger efter brand.

En større beredskabsstyrke blev fredag formiddag sendt mod Herlev Hospital uden for København, da der indløb en melding om brand.

Branden opstod ifølge hospitalet i en MR-skanner, og de skader, som er opstået, får konsekvenser for en række ambulante patienter. Deres aftalte tider vil blive udsat.

Beredskab Øst oplyser, at 15 brand- og redningskøretøjer samt cirka 30 brandfolk blev udkommanderet for at slukke branden på hospitalet, som er blandt landets største.

Herlev Hospital består blandt andet af en 25 etagers bygning, som er 120 meter høj. Men det er ikke i den bygning, der har været ild.

- Den høje bygning er sengeafsnittet. Der, hvor der har været brand, er i behandlingsafsnittet i den lave bygning, fortæller Michael Kim Andersen, der er viceberedskabsdirektør hos Beredskab Øst.

Han fortæller, at branden opstod i et lokale, hvor hospitalet har skanningsudstyr:

- Branden har udløst det automatiske brandalarmeringssystem, som er gået ind til os. Og så er sprinkleranlægget blevet udløst. Det betyder, at der er en del vandskade på stedet.

Da brandfolkene ankom til stedet, var der ifølge viceberedskabsdirektøren fortsat ild, men den blev hurtig slukket og bredte sig ikke til andre lokaler. Dog har der været en betydelig røgudvikling.

- Der er vandskade og røgskade, som har spredt sig til flere etager. Vi er fortsat på stedet for at forsøge at begrænse skaderne, og så tager skadeservice over, fortæller Michael Kim Andersen.

Herlev Hospital oplyser, at man på grund af branden bliver nødt til at udskyde ambulante besøg på flere afdelinger. Det går blandt andet ud over Afdeling for kræftbehandling, men meldingen herfra lyder, at strålebehandling vil blive gennemført som planlagt.

De berørte patienter vil blive kontaktet per telefon. Ud over kræftafdelingen drejer det sig om ambulante patienter hos Afdeling for urinvejssygdomme, Afdeling for røntgen og skanning samt Afdeling for plastikkirurgi.

- Vi er rigtig kede af, at nogle af vores patienter får udskudt deres aftaler til ambulant behandling, men det er desværre nødvendigt. Vi gør alt hvad vi kan for, at de berørte hurtigst muligt får nye tider, men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige præcis, hvad det kommer til at betyde for ventetiderne, siger vicedirektør på Herlev Hospital Lisbet Ravn.

Københavns Vestegns Politi har oplyst, at der ikke er nogen tilskadekomne ved branden.

Selve årsagen til branden er endnu ukendt.

/ritzau/