Politiet på Bornholm var tirsdag eftermiddag til stede på Gefionsvej i Rønne, hvor der var udbrudt brand i en bygning.

Både politiet og brandvæsenet var på stedet, hvor meldingen lød, at én person var i kritisk tilstand.

»Personen bliver hurtigst muligt kørt på skadestuen,« oplyste en pressemedarbejder hos Bornholms Politi – og afkræftede, at der var tale om flere tilskadekomne.

Nu oplyser Bornholms Politi, at personen er afgået ved døden klokken 13.23.

Meldingen om branden kom klokken 12.52 og for nuværende kan politiet ikke oplyse om, hvilken bygning der var gået i brand – eller, hvad der startede bygningsbranden.