Røgudvikling fra brand i Randers: Politi opfordrer folk til at blive inden døre

En fabriksbygning på Kastrupvej i Langkastrup ved Randers er fredag brudt i brand. Slukningen af branden kan tage flere dage, vurderer brandvæsenet.

Det får politiet til at bede folk i området om at lukke vinduer og blive indenfor.

Slukningen af branden i fabriksbygningen kan tage flere dage, vurderer brandvæsenet.

Der er tale om en brand i en 100 meter lang fabriksbygning, og røgudviklingen er så kraftig, at Østjyllands Politi har udsendt en opfordring på Twitter.

'Vi beder folk om at lukke vinduer og døre samt slukke for ventilationsanlæg. Brandvæsenet arbejder på stedet med slukningsarbejdet,' skriver Østjyllands Politi således.

Hos Beredskab og Sikkerhed oplyser operationschef Anders Brix Christensen over for B.T., at røgen kommer fra en brand i solsikkeskaller, som ikke bare sådan lige kan slukkes på traditionel vis med vand.

»Den eneste måde at få bugt med branden er at fjerne skallerne med gravemaskiner. Så det er vi i gang med,« fortæller han.

»Arbejdet har stået på siden i går, og det kommer også til at tage hele dagen i dag,« tilføjer Anders Brix Christensen.

Han oplyser desuden, at den allerførste melding om branden kom torsdag klokken 7.30. Den umiddelbare vurdering lyder på, at der sandsynligvis er tale om en brand, som er selvantændt.

»Det er ikke en svær eller kompleks opgave. Det tager bare rigtig lang tid, for der er tale om et lager på 5-6.000 ton solsikkeskaller,« siger Anders Brix Christensen.

Brandvæsenet mener ikke, at der er tale om farlig røg, men man tager ingen chancer.

»Vi har et kemisk beredskab på vej derud for at måle på partiklerne i røgen,« forklarer han desuden.