En brand i en såkaldt affaldsgård havde sent lørdag eftermiddag spredt sig til en Netto-butik, der ligger tæt på Sydhavn Station i København.

Ingen er kommet til skade, men røgudviklingen påvirkede trafikken, fortæller vagthavende ved Københavns Politi Thomas Hjermind.

»Vi har heller ikke evakueret, men vi har sat afspærring op, som påvirker trafikken,« sagde han.

»Vi har også underrettet Movia, der står for togdriften på den nærliggende station.«

Politiet fik anmeldelsen 15.40 og kørte straks til stedet sammen med brandvæsnet. Der er set ud fra billeder fra stedet store materielle skader.

Tidligere lød det, at man ikke mistænkte branden var påsat, men da B.T. omkring klokken 21.00 lørdag aften taler med politiet igen, kan det ikke udelukkes.

»Vi ved ikke, om det kan være påsat. Vi efterforsker bredt og udelukker intet,« siger Thomas Hjermind.

Han fortæller også, at man har talt med en række vidner og undersøgt stedet.

»Der lå en masse pap og plast, hvor branden opstod,« lyder det.

Man kan kontakte politiet på tlf. 114, hvis man har set noget, der kan være brugbart i efterforskningen.

B.T. følger sagen.