I forbindelse med brandslukningen blev strømmen afbrudt i et mindre område omkring møbelforretningen.

En brand i den vestlige del af Frederikshavn fik onsdag aften Nordjyllands Politi til at opfordre beboere i området til at gå indenfor og lukke døre og vinduer.

Branden ramte møbelhuset My Home på Hjørringvej 161, og den udviklede en del røg, skrev politiet på Twitter.

Nordjyllands Politi oplyser omkring klokken 05.00 torsdag morgen, at slukningsarbejdet stadig er i gang i området.

Branden onsdag aften førte også til, at strømmen måtte slukkes i et mindre område i forbindelse med slukningsarbejdet.

- Strømmen er blandt andet lukket ved McDonalds, Jem og Fix, Superdæk, Peugeot og Toyota, samt nogle private hjem i området. Tidshorisont ukendt, lød politiets besked på Twitter.

- Der står en transformatorstation i området, hvor man er i gang med at slukke, og den har man været nødt til at afbryde, sagde Bruno Brix, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi onsdag aften.

Røgen var meget tæt i området omkring Æblehaven og Rimmens Allé, og den bredte sig desuden fra Flade Engvej og Niels Juels Vej mod nord.

Ifølge Bruno Brix var der onsdag aften ikke fare for, at branden skulle brede sig til andre bygninger.

- Det brænder inde i bygningen, men brandfolkene har svært ved at komme ind på grund af nedstyrtningsfare, fortalte han.

Der er ikke meldinger om, at nogen skulle være kommet til skade i forbindelse med branden.

/ritzau/