Politiet er onsdag klokken 13.27 blevet kaldt ud til en brand i en ejendom i Møllegade i Løgumkloster. En mand er mistænkt for at have påsat branden.

»Vi fik en melding om, at der var en person i bygningen, som ikke kunne komme ud,« siger Bjørn Pedersen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Da politiet nåede frem, var der to personer, der skulle køres til undersøgelse for røgforgiftning. De blev kørt til hospitalet i Aabenraa og er uden for fare.

Den ene af de to personer har politiet anholdt og sigtet for påsættelsen af branden, men mangler yderligere beviser i sagen.

Bjørn Pedersen siger til B.T. at den sigtede er kommet med en delvis erkendelse, som har ledt til sigtelsen af manden.

Brandvæsnet er stadig i gang med at slukke branden, som nu har opslugt taget på bygningen, men den er under kontrol.

»De kæmper stadig med ilden derude, hver gang de tror, at gløderne er slukket, så blusser det op igen. Men der er ikke nogen fare og det er under kontrol,« siger Bjørn Pedersen.

Der er ikke længere røgfare fra branden, og politiet har folk på stedet og er i kontakt med beboerne, som alle ved, hvad der foregård.

Politiet opfordrer borgere til at lukke døre og vinduer og søge til asylcenteret, hvis man oplever gener.

Der står der mandskab klar til at tage imod folk og sende dem videre. Det er stadig uklart, hvornår branden forventes slukket.

Opdateres…