Der er opstået en brand i et lejlighedskompleks ved Fjældevænget i Aarhus.
Branden har forårsaget en kraftig røgudvikling.
Det oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi til B.T.
Østjyllands Politi har også sendt et tweet ud på Twitter.
»Klokken 19:28. Ild i byggematerialer i kælder Fjældevænget, Århus V. Kraftig røgudvikling. 4 personer blev kørt til kontrol på skadestuen vedørende røgforgiftning. Alle øvrige beboere er ude af bygningen. Ild slukket kl. 20:02.«
Ifølge B.T.'s medarbejder på stedet, har der været otte ambulancer på stedet.
Han tilføjer, at der har været børn, der er blevet reddet ud fra lejlighedskomplekset, og som er blevet tilset af ambulancefolk.
Dette kan vagtchefen hos Østjyllands Politi hverken be- eller afkræfte.
Operationschefen hos Østjyllands Brandvæsen oplyser dog til TV 2 Østjylland, at ud af de fire der er kørt til skadestuen, er der tale om flere børn.
»Tre børn og en voksen er reddet ud fra 3. sal, og de er kørt til skadestuen til kontrol,« oplyser operationschefen.
Hvordan branden er startet vides endnu ikke.