Lyt til artiklen

Alle gæster og ansatte blev for en stund evakueret, efter der opstod brand i et ventilationssystem hos en restaurant på Kongens Nytorv i København.

Hovedstadens Beredskab kørte straks til stedet, hvor røgdykkere blev sendt ind. Ligeledes blev en drone sendt i luften, lyder det i et tweet fra Beredskabet.

Til B.T. oplyser vagtchef ved Københavns Politi Esben Godiksen, at man modtog anmeldelsen klokken 21.29, og at politiet sammen med beredskabet kørte til stedet for at undersøge den.

Der gik dog ikke længe, før alt atter var under kontrol. Godt 20 minutter efter anmeldelsen lyder det således fra Beredskabet på Twitter:

»Der har været en brand i køkkenet og ventilation i køkkenet. Branden er slukket.«

»Vi har gennemgået ventilationssystemet og heldigvis ikke fundet yderligere brand. Gæsterne kan gå tilbage i restauranten. Vi sender styrker hjem og har bestilt skadeservice.