En brand brød tidligt mandag morgen ud på Østerbrogade i København.

Der var tale om et pizzeria på Østerbrogade 146, det førte til evakuering af seks beboere på adressen.

Det oplyste vagtchef Jesper Frandsen fra Købehavns Politi til B.T.

»Der er ild i et pizzeria derude. Vi ved ikke, hvordan branden er opstået på nuværende tidspunkt, men branden er under kontrol, og der er evakueret seks personer fra opgangen,« sagde han mandag morgen.

Østerbrogade var i en kortere periode mandag morgen spærret mellem Jagtvej og Koldinggade, mens brandslukningen pågik.

Hovedstadens Beredskab oplyste ligeledes på Twitter, at seks personer var evakueret, men at der ikke var sket nogen personskade.

Omkring klokken 5 meldte Københavns Politi ud, at branden var slukket, og at der igen var åbnet for Østerbrogade.