OPDATERING: Politiet oplyser, at branden ikke længere udvikler røg i samme omfang, men at brandvæsnet vil være til stede nogle timer endnu.

Der er brand i en industribygning på Nymarksvej i Malling syd for Aarhus.

Det skriver Østjyllands Brandvæsen på Twitter.

Flere enheder er sendt ud til branden.

Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Vi er derude, og vi er ved at få et overblik over situationen. Vi har mandskab og køretøjer fra tre stationer på stedet. Vi har ikke det fulde overblik lige nu,« fortæller operationschef i Østjyllands Brandvæsen Anders Rathcke til B.T.

»Der er tale om en lagerhal, som tilhører en tømrervirksomhed. Der er ingen personer i fare,« uddyber han.

Efterfølgende har Østjyllands Brandvæsen fået assistance fra yderligere tre stationer.

Østjyllands Politi er også ankommet til industribygningen i Malling.

'Branden er under kontrol, men udvikler en del røg, som bevæger sig mod Mårslet. Luk døre og vinduer, såfremt man føler sig generet af røgen,' skriver politiet på Twitter.

Kort før klokken 12 oplyser Østjyllands Politi, at branden ikke længere udvikler røg i samme omfang som tidligere.

»Brandvæsnet arbejder stadig på stedet nogle timer endnu,« skriver politiet på Twitter.

B.T. følger sagen.