Brandfolk rykkede ud til brand i værksted på Naverland i Glostrup.

Der udbrød fredag eftermiddag brand i en bygning på Naverland i Glostrup. Der er kraftig sort røg fra stedet, oplyser politiet.

Røgen kunne ses langt væk, og brandvæsenet modtog mange meldinger, oplyser Hovedstadens Beredskab.

Ilden hærgede et værksted, og godt en times tid efter anmeldelsen kunne beredskabet oplyse, at branden var kommet under kontrol.

Der var ikke forventning om, at branden ville sprede sig til andre bygninger, lød det.

/ritzau/