»Familien får nok en kedelig overraskelse, når den kommer hjem.«

Sådan lyder det fra kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, efter at en brand tirsdag spredte sig til familiens villa.

Branden opstod i familiens garage på Nemovej i Solrød, men idet garagen ligger klods opad huset, fik flammerne desværre fat i taget.

»Villaen er overtændt. Brandfolkene arbejder på at fjerne taget, så de kan slukke branden,« siger Martin Bjerregaard.

Villabranden blev anmeldt klokken 08.36.

På det tidspunkt var ingen hjemme i huset.

»Beboerne er sandsynligvis taget på arbejde. Hvad der præcis har startet branden i garagen, ved vi ikke endnu,« siger Martin Bjerregaard.

Står huset til at redde?

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Det lyder ikke så godt, men vi håber, at brandfolkene kan få slukket branden, før huset brænder ned,« svarer Martin Bjerregaard.

Idet ingen var hjemme, da branden brød ud, er der ingen tilskadekomne.

Der kan blive tale om genhusning af familien, men det er endnu ikke noget, Martin Bjerregaard kan sige med sikkerhed.

Ingen naboer er blevet evakueret, da der ikke er risiko for, at branden spreder sig til andre huse.

Når branden er slukket, skal brandårsagen undersøges.