En 13-årig dreng har erkendt at have forårsaget en brand onsdag i et Føtex-supermarked i Roskilde.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i kredsens døgnrapport.
Politiet beskriver, hvordan beredskabet rykkede talstærkt ud til Stationscentret i Roskilde, hvor der var melding om brand i et supermarked.
Her blev man mødt af høje flammer i en palle med toiletpapir. Supermarkedet blev evakueret, og branden slukket.
Fem personer blev kørt med ambulance til hospitalet for at blive undersøgt for røgforgiftning.
Politiet tilbageholdt en 13-årig dreng, som man mistænkte havde tændt ild til toiletpapiret.
Hans far samt de sociale myndigheder blev orienteret om sagen, og faren var til stede ved afhøringen, hvor drengen erkendte at have tændt ilden.
Den 13-årige dreng kan ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder, men han og faderen kan ifølge politiet se frem til at blive præsenteret for et erstatningskrav, når skaderne er opgjort.