Video: Benny Lind / Alarm112midtjylland

Natten til tirsdag opstod der brand i farligt affald på virksomheden Fortum - det tidligere Kommunekemi - i Nyborg.

I den forbindelse udviklede der sig røg, som man skulle undgå at indånde. Derfor blev folk i området anbefalet at holde sig inden døre, samt at lukke både døre og vinduer for at undgå, at røgen ville komme ind i deres hjem.

Det oplyste Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Tidligt tirsdag morgen oplyses det, at man stadig arbejder på at slukke branden, men at røgudviklingen nu er begrænset.

Den tidligere advarsel om, at beboerne i området nær Fortum skulle holde sig inden døre, er derfor nu blevet ophævet igen.

'Det er dog stadig sådan, at hvis man føler ubehag, skal man søge egen læge', oplyser Fyns Politi.