Fire mennesker blev evakueret, da flammer fik fat i taget på Dehns Palæ nær Amalienborg i København. Ilden er muligvis opstået i elinstallationer.

Brandvæsnet mistænker elinstallationerne for den brand, der tirsdag morgen hærgede Dehns Palæ i Bredgade i København.

Branden startede kort før kl. 03, da ilden via elevatorskakte spredte sig i palæet, der bl.a. huser Danmarks Apotekerforening og ligger tæt ved Frederikskirken og Amalienborg.

- Fire personer fra nabolejlighederne blev evakueret, men ingen er kommet til skade, og de evakuerede er nu tilbage i deres lejlighed, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi.

Ilden er tirsdag formiddag fortsat ikke slukket, men ifølge brandvæsnets indsatsleder på stedet, er den under kontrol.

Politiet har afspærret Bredgade fra Frederiksgade til Fredericiagade og forventer ikke at åbne op for trafik igen før tidligst kl. 18.

Dehns Palæ blev opført i årene 1751-1755. Palæet danner pendant til Bernstorffs Palæ på den anden side af Frederiksgade.

/ritzau/