Onsdag aften udbrød der voldsom brand i en lagerbygning i Årslev på Fyn.

Det bekræfter Fyns Politi til B.T.

»Vi fik en anmeldelse klokken 20.24 om en brand i en industribygning på Dømmestrupvej. Vi arbejder p.t. stadig på stedet,« sagde vagtchef Bjarne Tykgaard onsdag aften.

Politi og brandvæsen rykkede massivt ud, og det var nødvendigt at evakuere et par husstande, som lå op til lagerbygningen.«

Slukningsarbejdet tog det meste af natten.

Tidligt torsdag morgen fortæller vagtchef Henrik Krøjgaard, at brandvæsenet nu er færdige på stedet, men at området er spærret af.

»Nu skal vi have brandteknikere til at undersøge stedet nærmere i løbet af dagen,« fortæller han.

Ingen personer eller dyr kom noget til ved branden, men et par lagerbygninger blev voldsomt beskadiget.

»Bygningerne har været fuldstændig overtændt,« forklarer vagtchefen.

På matriklen bor ifølge politiet en mand, som køber og sælger brugskunst. Heldigvis bredte ilden sig ikke til hans private beboelse.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.