Der er sent søndag aften udbrudt brand på rådhuset i Vordingborg.

Det oplyser vagtchef Jannick Hallø fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Der er formentlig brand i et lokale på rådhuset. Der er røg oppe fra tagryggen i bygningen. Udefra er der ikke synlige flammer, siger han.

Der er ikke nogen tilskadekomne, oplyser vagtchefen.

Brandvæsnet rykkede ud kort før midnat, efter at der var gået flere alarmer på rådhuset.

- Bygningen bliver i øjeblikket renoveret, så den er under rekonstruktion, siger Jannick Hallø.

Der er ikke fare for, at branden spreder sig til de omkringliggende bygninger.

- Vejen er spærret for trafik, og busruter er blevet omlagt. Brandvæsnet er ved at finde frem til, hvor i bygningen branden er. Det er svært at tilgå, siger Jannick Hallø.

Vagtchefen oplyser, at branden er under kontrol.

/ritzau/