Et fitnesscenter i Valby i København blev natten til mandag udsat for noget, der ligner et brandattentat.

I hvert fald efterforsker Københavns Politi en brand i Copenhagen Gym på Værkstedsvej i de tidlige nattetimer som påsat.

»Vi har fundet brandbare væsker på stedet, så vi formoder, at den er påsat,« siger vagtchefen ved Københavns Politi, Henrik Svejstrup.

Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp for at komme videre i opklaringen.

Copenhagen Gym i Valby i København blev natten til mandag udsat for en påsat brand.
Copenhagen Gym i Valby i København blev natten til mandag udsat for en påsat brand. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

»Vi vil meget gerne høre fra folk på tankstationer eller lignende, hvis de har set personer købe en benzindunk på et mærkeligt tidspunkt,« siger vagtchefen.

Politi og brandvæsen blev alarmeret klokken 00.25 om, at der var store flammer på stedet.

Kort efter var branden slukket, og ingen personer kom noget til.

Ifølge Henrik Svejstrup har politiet ikke på nuværende tidspunkt nogen formodning om motivet til den formodet påsatte brand.

Det er Botoxkongen Kim Novaa, der ejer Copenhagen Gym, og det er ikke første gang, der er dramatik på stedet.

I efteråret 2019 blev der affyret tre skud mod indgangspartiet i fitnesscenteret.

Politiet ønsker dog ikke at kommentere, hvorvidt den episode kan have relation til branden.