Pokalfinale mellem AaB og Sønderjyske blev afbrudt i næsten et kvarter, fordi fans ikke fulgte coronaregler.

En gruppe fans blev onsdag under finalen i Sydbank Pokalen bortvist fra stadion for at stå for tæt sammen og dermed ikke overholde de gældende coronarestriktioner for kampen.

De bortviste fans blev tilbageholdt foran stadion i Esbjerg, hvor kampen mellem AaB og Sønderjyske onsdag aften blev afviklet.

I alt blev der anholdt 44 personer i forbindelse med pokalfinalen. Det oplyser Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.

- Med undtagelse af en enkelt person er alle de anholdte blevet løsladt igen, siger vagtchefen natten til torsdag.

De bortviste blev alle administrativt frihedsberøvet undtagen en, som blev anholdt og sigtet for vold mod politiet.

- Denne person vil også snart blive løsladt, oplyser vagtchefen.

Fansene blev placeret i en bus, som onsdag aften kørte mod Aalborg, oplyser Søren Strægaard.

Billeder viser, at de frihedsberøvede fans blev placeret i et såkaldt futtog, hvor de sad tæt sammen, hvilket vakte opsigt coronareglerne taget i betragtning.

Metoden blev taget i brug for at håndtere situationen, har Syd- og Sønderjyllands Politi forklaret.

Kampen blev afbrudt i cirka 13 minutter, fordi fansene i AaB-enden stod for tæt sammen og ikke fulgte stadionspeakerens irettesættelser.

Det var ikke første gang onsdag politiet måtte på arbejde i forbindelse med pokalfinalen.

Før starten på finalen i Sydbank Pokalen blev der afbrændt en del fyrværkeri nær stadion.

Det førte til, at fem blev administrativt frihedsberøvet.

Der blev både affyret fyrværkeri i Esbjerg ved en sportscafé og uden for stadion.

Før kampen fortalte vagtchef Erik Lindholdt til Ritzau, at det var AaB-tilhængere, som politiet var i kontakt med.

- Ind til videre har det været dem fra AaB, vi har bøvlet med. Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men ind til videre er det stort set kun dem, vi har bøvlet med, sagde han før kampen.

/ritzau/