En 32-årig mand, der har hærget med kriminelle påfund siden februar.

Men nu er det slut for manden, der fredag er blevet dømt for 27 kriminelle forhold – herunder indbrud, tyveri og bedrageri.

Det skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

Dommen lød ifølge pressemeddelelsen på ubetinget fængsel i et år og tre måneder.

De 27 forhold inkluderer flere tilfælde af indbrud i redskabsskure, tyveri, bedrageri, ulovlig våbenbesiddelse og besiddelse af euforiserende stoffer.

»Fra Anklagemyndighedens side har vi blandt andet lagt vægt på, at den tiltalte faldt tilbage i sit kriminelle handlemønster kort tid efter, at han i januar blev løsladt efter at have afsonet en tidligere dom,« siger chefanklager Marina Moltke-Leth ved anklagemyndigheden på Bornholm.

I bedragerisagerne havde den 32-årige gennem Den Blå Avis fået betaling for blandt andet smykker og elektronik, som han ikke havde planer om at levere til køberen.

Siden 22. oktober har han siddet varetægtsfængslet, og sådan forbliver det, indtil han skal afsone sin dom.

Den 32-årige har valgt at anke sagen, skriver politikredsen.