31-årig blev i september dømt for en voldtægt i borgmester Ninna Hedeagers seng. Torsdag er ankesagen i gang.

Hvad foregik der i teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens (EL) seng søndag morgen den 31. marts sidste år?

Det skal borgmesteren hjælpe med at bringe klarhed over i ankesagen i Østre Landsret, hvor en 31-årig mand er tiltalt for at have voldtaget en kvinde i sengen og for at have taget på Ninna Hedeager Olsen.

I sengen lå borgmesteren ved siden af kvinden.

- Det er svært at forklare, men jeg føler, at hun har det ligesom mig. Jeg føler, at hun på samme måde som mig prøver at signalere, at hun sover. Jeg føler, at jeg kan mærke, at hun heller ikke synes, at det er rart, forklarer den københavnske borgmester i Østre Landsret torsdag.

I september blev den 31-årige i Københavns Byret idømt et års fængsel for voldtægt og blufærdighedskrænkelse. Han blev dømt for at have voldtaget kvinden, da hun ikke var i stand til at modsætte sig.

Manden blev også dømt for at have taget om Ninna Hedeager Olsens hofter, men han blev ikke dømt for at have taget hende på brysterne.

Manden har forklaret, at det var en fejl, at han rørte ved borgmesteren, og at han stoppede, da han opdagede, at det var hende, han tog på.

Ligesom i byretten fortæller Ninna Hedeager Olsen, at hun to gange oplever at blive rørt ved. Hun tror, at hendes bryst bliver strejfet, men det er, da hun bliver taget på hoften, at det er ubehageligt.

- Det er ikke der (da brystet bliver strejfet, red.), hvor jeg føler, at det er ubehageligt. Det er det andet, som er der, hvor jeg bliver involveret, siger hun.

Hun har forklaret, at hun i situationen frøs.

- Jeg tror, at min hjerne prøver at få mig til at tænke, at det ikke kan være sådan, siger Ninna Hedeager Olsen.

Borgmesteren, kvinden, manden og en fjerde person endte sammen i borgmesterens seng efter en fest og bytur.

Her lå de alle fire og talte, inden de faldt i søvn. Efter kort tid vågnede manden og havde lyst til sex. I løbet af aftenen havde han haft flere samtaler med kvinden, og de havde også kysset.

Derfor var han overbevist om, at hun også havde lyst til ham, lyder hans forklaring. Han var sikker på, at hun var vågen, og han tænker, at hun havde flere muligheder for at sige fra.

Kvinden, som manden er dømt for at have voldtaget, har som i byretten afgivet forklaring for lukkede døre.

Den fjerde person i sengen har været afhørt i sagen, men han sov og bemærkede ikke noget.

Dommen afsiges senere torsdag.

/ritzau/