Borgmester i Struer Kommune Niels Viggo Lynghøj (S) er chokeret over, at hans partifælle i byrådet Birthe Christiansen onsdag morgen blev sagesløst dødsoffer efter et vanvittigt knivoverfald.

- Jeg er dybt rystet og chokeret over, at sådan noget kan ske. Mine tanker går først og fremmest til de efterladte, siger Niels Viggo Lynghøj til bt.dk

56-årige Birthe Christiansen blev angrebet og stukket adskillige gange i overkroppen. Det skete på parkeringspladsen ud for Jobcentret i Holstebro, hvor hun arbejdede som sagsbehandler, og hvor hendes drabsmand angiveligt ventede på, hun skulle ankomme.

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 28-årig mand af somalisk afstamning og sigtet ham for at have begået drabet. Ifølge bt.dks oplysninger blev han kort efter drabet opsøgt af politiet på et beskæftigelses- og kursuscenter i Holstebro, hvor han er tilknyttet.

Manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør klokken 19.

Den dræbte Birthe Christiansen, som kommer fra landsbyen Hjerm, deltog så sent som tirsdag aften i byrådsmødet i Struer.

På rådhuset i Limfjords-byen har man i dag markeret den tragiske hændelse og sorgen over tabet af Birthe Christiansen ved at flage på halv stang.

Borgmester Niels Viggo Lynghøj orienterer i løbet af eftermiddagen byrådspolitikerne fra alle partier om det tragiske dødsfald.