En række borgere omkring Varde bliver tirsdag formiddag evakueret af politiet efter en anmeldelse om mulig opbevaring af eksplosiver på en adresse på Torvegade.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, bistår med undersøgelse af den lejlighed, hvor politiet har en mistanke om, at der opbevares eksplosiver.
De centrale indfaldsveje til Varde bliver desuden afspærret, ligesom togdriften midlertidigt indstilles.
Det er borgere i enkelte opgange i det afspærrede område, der evakueres. Øvrige borgere i det afspærrede område opfordres til at holde sig inden døre.
Ingen er kommet til skade, og der er ikke fare for borgerne, så længe de følger myndighedernes anvisninger, lyder det fra politiet.
Borgere, der har behov for det, kan tage ophold i Lerpøthallen i Varde, og redningsberedskabet vil sørge for transport, hvis det er nødvendigt.
Man kan henvende sig til myndighederne på stedet for at få anvisninger.
- Vi har stor forståelse for de gener, det måtte medføre i dag. Tidshorisonten er p.t. ukendt, men politiet arbejder på at få undersøgt anmeldelsen så hurtigt, det kan lade sig gøre, så borgerne kan vende tilbage til deres boliger, lyder det i pressemeddelelsen.
På GoCollectives hjemmeside lyder det, at tog mellem Esbjerg Station og Tistrup Station er indstillet, fordi politiet har spærret Varde Station. Der er indsat togbusser i stedet.
/ritzau/