Borgere i sydsjællandsk by kan igen åbne døre og vinduer efter brand
Brand i ejendom med byggematerialer fik fredag aften politiet til at sende advarsel til borgere i Mern.
Brand i ejendom med byggematerialer fik fredag aften politiet til at sende advarsel til borgere i Mern.
Politiet opfordrer ikke længere borgere i den sydsjællandske by Mern til at holde sig inden døre samt lukke døre og vinduer.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
- Den tidligere udsendte opfordring til at holde døre og vinduer lukkede i og omkring Mern er ikke længere gældende.
- Det er således igen muligt at åbne døre og vinduer som normalt, skriver politikredsen natten til lørdag klokken 01.29.
Opfordringen til borgerne i Mern, der ligger godt ti kilometer syd for Præstø, om at holde sig inden døre blev givet fredag aften.
Årsagen var en brand i en ejendom, der huser en del byggematerialer, som kan indeholde asbest.
- Slukningsarbejdet er afsluttet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Politi Update natten til lørdag.
RITZAU