Den tidligere PET-chef kalder sigtelser mod venstreradikale aktivister for et "vink med en vognstang".

Politiet sender et opsigtvækkende klart signal til radikale aktivister i sagen mod fem unge mennesker, der nu sigtes for terrorforsøg efter flere ildspåsættelser mod blandt andet Politiskolen.

Det siger Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, som kalder dagens sigtelser for "meget overraskende"

- Det er et virkeligt et vink med en vognstang. Det skal jeg da love for. Når man kigger på de terrorsager, som har været gennemført i Danmark, så er det forsøg på terror, og de har faktisk medført straffe på minimum otte års fængsel, lyder det.

- Det her er et klart signal fra politi og anklagemyndighed om, at man betragter det her som en meget, meget alvorlig sag, tilføjer den tidligere PET-chef.

Sagen begyndte, da fire unge mænd i slutningen af april blev anholdt ved Politiskolen i Brøndbyøster under et forsøg på ildspåsættelse. Senere er yderligere en blevet anholdt i sagen.

Politiet sætter også gruppen i forbindelse med et forsøg på brandstiftelse mod Nordea på Christianshavn i midten af januar, ligesom Rigspolitiets Datacentral i Hvidovre angiveligt skulle have været mål for gruppen.

Ved branden blev tre politibiler totalskadet, og ilden var så voldsom, at der blev blæst ruder ud i de nærliggende kontorlokaler.

Torsdag udvidede politiet så sigtelserne fra brandstiftelse til også at omfatte forsøg på terror.

- Her ser vi, at terrorbestemmelserne kan strækkes vidt. Man forbinder jo umiddelbart terror med hændelserne 11. september, hvor man fik ændringen af straffeloven umiddelbart efter, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

- Nu hører man pludseligt, at fem unge danskere sigtes for den bestemmelse på grund af brandstiftelse, tilføjer han.

Dermed kan torsdagens sigtelse være et eksempel på, at terrorparagraffen er "så bredt formuleret, at den kan fange næsten hvad som helst", lyder det.

/ritzau/