Midaldrende tysk forretningsmand er anholdt i Københavns Lufthavn for bombetrussel, oplyser politiet.

En 58-årig tysk forretningsmand er blevet anholdt og sigtet for at have fremsat en bombetrussel i Københavns Lufthavn.

Manden fremsatte den alvorlige trussel, da sikkerhedspersonalet i lufthavnen gennemgik hans håndbagage.

- Lad være med at åbne tasken - den vil eksplodere, sagde manden to gange ifølge politiets centrale vagtleder.

- Manden er anholdt og sigtet for trusler på livet. Det er noget, vi ser meget alvorligt på, siger vagtlederen om den noget dumme handling.

Tyskeren var da heller ikke stolt over sig selv, da han opdagede situationens alvor.

- Jeg var dum, udtalte han, da politiet slæbte af sted med ham.

Manden kan nu se frem til en betinget dom, en bøde og et eventuelt erstatningskrav.

- Bødens størrelse afhænger bl.a. af mandens indkomst. Derudover kan der komme et muligt erstatningskrav fra det flyselskab, han skulle have rejst med, forklarer den centrale vagtleder.

Tyskeren skulle have været med et SAS-fly til München. Hvis flyet er blevet forsinket pga. erhvervsmandens bombetrussel, er det sandsynligt, at han vil blive holdt økonomisk ansvarlig for forsinkelsen. Det kan gå hen at blive en meget dyr affære, hvis passagerer skal indlogeres på hotel og lignende, fordi de ikke kan nå deres videre fly fra München.

Den centrale vagtleder er dog ikke klar over, om flyet er blevet forsinket, fordi det efterfgølgende har måttet fjerne mandens bagage.

Havde det været en dansker var han blevet løsladt til senere retsbehandling. Men fordi det er en udlænding, tager politiet i Danmark ingen chancer.

- Vi skal sikre, at han ikke unddrager sig straffuldbyrdelse, siger vagtlederen.

Manden er derfor i politiets varetægt, indtil han i morgen vil blive fremstillet i dommervagten.