To Bandidos-rockere sidder nu fængslet for bilbomben, der dræbte Mickey Borgfjord Larsen ved Amtssygehuset i Glostrup.

En Bandidos-rocker, der er specialist i radio-styrede bomber, sigtes for mordet på eks-Bandidos Mickey Borgfjord Larsen, 32. Mickey Larsen, der var smidt ud af Bandidos i unåde, blev dræbt af en kraftig, fjernstyret bombe, som var anbragt under hans bil på p-pladsen ved Amtssygehuset i Glostrup.

Slog til mod lejlighed
Bandidos-rockeren Jacob Andersen, 29, kaldet »Hip-Hop«, blev anholdt for mordet kl. 9.37 i går i en lejlighed på Amager. Det skete samtidig med, at politiet gik i aktion mod Bandidos-rockere i Nordsjælland og Næstved for skattesvindel og organiserede overfald på fængselspersonale i Nyborg Statsfængsel.

Jacob Andersen blev i går fremstillet bag lukkede døre i Glostrup Ret, sigtet for drab og bombe-sprængning. Han nægter sig skyldig og nægtede at udtale sig i retten, men blev varetægtsfængslet til 17. maj.

Han er den anden Bandidos-rocker, som nu er fængslet for bombe-mordet på Mickey Larsen. 25. marts anholdt politiet Bandidos-rockeren Lennart David Elkjær Christensen, 31, der sad i Vridsløselille og afsonede en dom på 10 måneders fængsel. Han er ligesom Jacob Andersen sigtet for drab og sprængning, men nægter.

Glostrup politi vil ikke løfte sløret for beviserne mod de to fængslede Bandidos-folk, fordi der kan ventes flere anholdelser: »Vi har samlet ting sammen gennem længere tid, men der er et stykke vej endnu,« siger kriminalinspektør Steen Skovgaard, Glostrup politi.

Fældet af fingeraftryk
Jacob Andersen forsøgte under rocker-krigen i 1996 at sprænge Hells Angels klubhus i Titangade 2 i luften med en seks kilo tung, radio-styret bombe.

En sportstaske af mærket »Easyline« med seks kilo plastisk sprængstof, en elektrisk detonator og en radio-modtager, blev 21. juli 1996 sat op ad muren til HA-borgen.

Men bomben gik ikke af, fordi radio-signalet svigtede. Bomben skulle udløses med lille sender som dem, der bruges til at åbne og lukke garage-porte og biler.

Eksplosionen ville have lagt HA-borgen i ruiner og dræbt eller kvæstet de fire Hells Angels-rockere, som var til stede, og gadens beboere var også i livsfare.

Da bomben var uskadeliggjort fandt politiets teknikere på bunden af sportstasken Jacob Andersens fingeraftryk. Dét kostede ham en dom på tre et halvt års fængsel.

Jacob Andersen var dengang knyttet til Bandidos i Dalby og under ransagning af rocker-borgen i 1996 blev fundet to håndbøger i bombe-fabrikation. Politiet i Glostrup mener, at bomben, der dræbte Mickey Borgfjord Larsen 17. september sidste år, også var fjernstyret.

Teorien er, at en mand ventede ved sygehuset med en radio-sender og da eks-rockeren satte sig ind i sin bil, efter at han havde været til fysioterapi på hospitalet, blev der trykket på udløseren. Bomben var på flere kilo og dræbte ham på stedet.

Truede med at hævne ven
Mickey Borgfjord Larsen var i »Bad Standing« hos Bandidos og var derfor jaget vildt. Den frygtløse Mickey Larsen havde truet Bandidos med at hævne drabet på sin nære ven Claus Bork Hansen, eks-præsident i Bandidos, som også var smidt ud i unåde.

»Karate-Claus« blev mejet ned af en døds-patrulje i Vanløse i marts 2001. Fire Bandidos blev tiltalt for drabet, men kun én dømt. Efter drabet truede Mickey Borgfjord Larsen både Bandidos-præsidenten Jim Tinndahn og top-rockeren Kent Sørensen, »Kemo«, på livet.

»Kemo« fortalte i Østre Landsret, at det var trusler, han tog så alvorligt, at han havde et dusin rockere som livvagter, når Mickey Borgfjord Larsen var på udgang fra Vridsløselille Statsfængsel, hvor han afsonede otte år.

»Jeg havde hørt, at Mickey ville skille mit hovede fra kroppen og det troede jeg på, når man kender ham,« sagde »Kemo« i landsretten.