En bombelignende genstand måtte låses inde en nat, indtil forsvarets bombeeksperter ankom til øen.

Rønne: En bombelignende genstand, der søndag blev fundet ved busstationen i Nexø, har vist sig at være ufarlig.

Det står fast, efter at mandskab fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste mandag har undersøgt den, siger vagthavende hos Bornholms Politi til Ritzau.

Politiet udelukker imidlertid ikke, at der er tale om en genstand, som nogen har konstrueret for at få den til at se farlig ud. Derfor vil genstanden nu blive undersøgt nærmere.

Genstanden blev fundet klokken 21.24 søndag aften, og da det ikke var muligt at få ammunitionsrydderne fløjet til Bornholm i helikopter før mandag, blev genstanden sikret af en lokal minør, der lukkede den inde, indtil eksperterne nåede frem.

Der var ifølge vagthavende tale om en bøtte opviklet med tape og med nogle ledninger strittende ud.

Genstanden er blevet røntgenfotograferet, og den viste sig at indeholde et pulver, der måske var en slags sukker.

- I hvert fald var det ikke noget sprængfarligt, siger vagthavende.

Efter bombeeksperternes undersøgelse opholder den bombelignende genstand sig nu på politistationen, hvor den vil blive undersøgt for eventuelle spor.

/ritzau/