De seneste par dage er flere børn i samme område blevet antastet og forsøgt lokket med af en mand.

Politiet mistænker, det er den samme mand, der er på spil, da de tre episoder, der er tale om, har fundet sted tæt på hinanden.

Børnelokkeren har slået til på Fyn ved henholdsvis Allested-Vejle, Holluf Pile og Bogense, hvor han har opsøgt tre forskellige børn fra 10 år og ned. Alle tre sager er anmeldt til politiet.

Han har helt børnelokker-klichéagtigt tilbudt børnene slik for at følge med ham, men heldigvis var der ingen af børnene, der hoppede på den.

Den seneste episode, der fandt sted, var i Allested-Vejle torsdag eftermiddag, hvor en dreng blev tilbudt slik af manden, der skulle være mellem 50 og 55 år. Da drengen afslog og løb væk, fulgte manden angiveligt efter, skriver Fyens Stiftstidende.

Samme morgen var en pige på vej til Holluf Pile Skole, hvor hun også blev tilbudt slik af en mand. Hun skyndte sig dog hurtigt hen til en ældre elev og fulgtes med ham resten af vejen hen til skolen.

Dagen inden var en pige ved Bogense Skole blevet antastet en mand, der tilbød hende at komme med ud og bowle.

»Vi tager det meget alvorligt, når vi har sådan tre sager. Vi har at gøre med en gerningsmand, der har været rundt, og vi kan ikke udelukke, at han også kan komme flere steder - uden at vi skal jage en skræk i folk. Men det er ikke hverdagskost, at en mand på 50-55 år standser små børn og tilbyder dem slik,« siger politikommissær ved Fyns Politi, Carsten Dichmann til Fyens Stiftstidende.

Han fortæller ligeledes, at de har rettet henvendelse til skolelederne på de tre skoler og fortalt dem om anmeldelserne. De er blevet bedt om at orientere forældrene. Politiet opfordrer forældrene til at tage en snak med deres børn om, hvordan man skal forholde sig, hvis man bliver antastet af en fremmed.

Politikommissæren fortæller, at politiet er klar over, det vil skabe en vis utryghed derude, så derfor vil de være synlige i områderne. Og næste uge sætter de deres mobile enhed op derude for at kunne vejlede folk, der ville har behov for det. Selvom det hele kan skabe frygt, ser politiet også muligheden, at der eventuelt kan være tale om en misforståelse

»Hvis der er tale om en misforståelse, og manden ikke har haft onde hensigter, så er meget vigtigt, at han henvender sig til Fyns Politi, så vi kan få lukket den her ned,« siger Carsten Dichmann.

Har man oplysninger i de tre sager, så vil politiet meget gerne høre om det på telefon 114.