Børnehuset Eventyrlunden er ramt af en 'rigtig kedelig' sag, indrømmer lederen af institutionen.

En mandlig pædagog fra den integrerede institution i Holbæk er p.t. sigtet for at have sex-krænket 13 børn i 4-5 års alderen, men politiet venter at nå op på i alt 15 sager, når efterforskningen næste uge er omme.

Leder af Eventyrlunden, der har plads til 38 vuggestuebørn og 84 børnehavebørn, må af hensyn til sagen ikke udtale sig. Al kommunikation foregår via en repræsentant fra kommunens børne- og ungeområde. Men han indrømmer, at han er ked af sagen, hvor en pædagog er sigtet for blufærdighedskrænkelse af 13 børn.

- Eventyrlunden har et rigtig godt omdømme, og derfor er det en rigtig kedelig sag, men mere kan og må jeg ikke sige, siger Tom Kristensen, leder af Eventyrlunden.

Fra Holbæk Kommune er det Christian Simonsen, der er chef for dagtilbud og læring, der har orienteret både forældre og offentligheden om sagen.

- Da politiet orienterer os om sagen i første omgang, indkalder vi til et orienteringsmøde for forældrene, hvor to psykologer og politiet deltager. Vi orienterer om den anmeldte medarbejder, og politiet fortalte så meget de nu kan om efterforskningen, fortæller Christian Simonsen.

- Den omtalte medarbejder er desuden fritaget for tjeneste, så længe han er under mistanke. Det er helt standardprocedure, forklarer han.

Han fortæller, at forældrene efter omstændighederne har taklet situationen med sund fornuft.

- Det er institution, der har et godt omdømme, og derfor er sagen også ærgerlig. Men forældrene har i høj grad har bakket op om Eventyrlunden og udvist stor tillid til stedet og medarbejderne. De har på alle måder forsøgt at få hverdagen til at hænge sammen til trods for sagen, fortæller Christian Simonsen.

Holbæk Kommune har desuden i kølvandet på sigtelsen lavet en hotline til kommunens psykologer, som forældrene i kommunen kan kontakte, hvis de er bekymrede for deres børn i forhold til sagen.

- Vi har etableret en hotline, hvor man kan få fat i en psykolog, hvis man er bekymret for sit barn. Flere forældre har været glade for den og brugt den, siger han.

Derudover havde Holbæk Kommune i samarbejde med Eventyrlunden taget initiativ til en tema-aften for institutionens forældre om, hvordan man takler det at være forældre til et barn, der har været udsat for et seksuelt overgreb. Den skulle have fundet sted onsdag, men blev aflyst pga. sygdom.

- Formålet var at skabe nogle rammer, hvor forældre kan stille spørgsmål, hvis de er bekymrede for deres børn. Men vi håber snarest muligt, at kunne stable tema-aftenen på benene igen, siger Christian Simonsen.

Midt- og Vestsjællands Politi venter at afslutte efterforskningen mod den omtalte pædagog i næste uge. Indtil videre er 17 børn afhørt, og politiet venter at have rejst sigtelse for i alt 15 forhold til den tid.

- Vi befinder os p.t. i en venteposition, indtil vi ved, om der bliver rejst tiltale, siger Christian Simonsen.

Den mandlige pædagog er sigtet for blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, der handler om at krænke mindreårige. Samt efter § 223, den såkaldte 'træner og skolelærerparagraf'.

De forældre, BT har talt med torsdag, ønskede ikke at kommentere sagen.