En dreng fra skovbørnehaven Skovly i Stouby øst for Vejle er torsdag morgen blevet fløjet til Skejby Sygehus i helikopter.

Han er i kritisk tilstand efter en ulykke i skovbørnehaven.

Det skriver Horsens Folkeblad.

»Det er en rigtig, rigtig kedelig sag,« siger Marianne Bertelsen, som er chef for læring, sundhed, børn og familier i Hedensted Kommune, til B.T.

Det er kommunen, der udtaler sig om ulykken, som skete, da børnehavedrengen tumlede sammen med en pædagog på skovbørnehavens legeplads.

Drengen faldt til jorden, da en pæl fra en hængekøje pludselig gik i stykker under legen. På det tidspunkt befandt drengen sig i hængekøjen.

»Først da pædagogen samlede ham op, så hun, at der var noget helt galt,« siger Marianne Bertelsen.

Hvor dybt drengen faldt, og hvorfor han kom så slemt til skade, at han måtte flyves til sygehuset med helikopter, kan hverken kommunen eller politiet oplyse på nuværende tidspunkt.

Drengens alder oplyses heller ikke.

Sydøstjyllands Politi oplyser til B.T., at ulykken blev anmeldt klokken 8.08.

Børnehavedrengens forældre befinder sig netop nu på Skejby Sygehus i Aarhus sammen med deres søn.

Præcis hvilke skader drengen pådrog sig, og hvordan hans tilstand er, er endnu uvist.

Alle børnene i skovbørnehaven er sendt hjem, og personalet er tilbudt krisehjælp, oplyser Marianne Bertelsen.

Hun tilføjer, at ingen andre børn overværede ulykken.

Politiet er stadig til stede i skovbørnehaven for at undersøge, hvordan ulykken kunne ske

Opdateres...