En familie på tre personer, herunder et lille barn, blev søndag reddet fra en brændende båd.

Båden stod i flammer på vandet øst for Hirsholmene.

Det skriver Sæby Redningsstation på Facebook.

»Søndag morgen omkring 0735 blev vi på Sæby Redningsstation kaldt ud til en båd i brand øst for Hirsholmene. Røgfanen kunne tydeligt ses fra Sæby Havn, til trods for der var omkring 10 sømil til havaristen,« skriver redningsstationen og fortsætter:

»Udover os var FRB08 fra Skagen Redningsstation, redningshelikopteren, 3 ambulancer og en politipatrulje tilkaldt.«

Sæby Redningsstation fik hurtigt sejlet de tre personer tilbage i havnen, hvor de tilkaldte ambulancer var klar til at observere dem for mulig røgforgiftning.

Efter personerne var kommet på land, sejlede Sæby Redningsstation igen ud til den brændende båd for at hjælpe med slukningsarbejdet.

Her var Skagen Redningsstation allerede i gang med slukningsforsøg af ilden på båden, som på det tidspunkt allerede var udbrændt en del, og kort tid efter sank den på 27 meter vand.

B.T. følger sagen.